Gulerodssuppe
Suppen smager godt med et drys af sprøde græskarkerner. Du kan også prøve at smage suppen til med rød karry, spidskommen, limeblade eller citrongræs.
Ingredienser
Suppe
600 g gulerødder
300 g søde kartofler
2 spsk revet ingefær
1 løg
3 fed hvidløg
2-3 spsk olivenolie
1 dåse kokosmælk (4 dl)
1½ liter grøntsagsbouillon (evt. suppeterninger opløst i vand)
saft af 1 lime
salt
Topping og tilbehør
1 dl græskarkerner
1 spsk limesaft
salt
groft brød
Gulerodssuppe
- Skræl gulerødder og søde kartofler. Skær begge dele i grove stykker.
- Skræl et stykke ingefær og riv det fint på et rivejern, til du har 2 spsk.
- Pil løget og hvidløgsfeddene og hak begge dele.
- Sæt en stor gryde over på komfuret og varm den op med olivenolien.
- Kom gulerod og søde kartofler i gryden og steg begge dele ved svag varme i 4-5 minutter, uden at det tager farve. Rør i det med en grydeske undervejs.
- Kom løg og hvidløg med i gryden. Lad det stege med i 2-3 minutter, men stadig uden at det tager farve.
- Tilsæt ingefær, kokosmælk og grøntsagsbouillon og rør rundt.
- Lad suppen småkoge under låg i 15 minutter, eller til grøntsagerne er helt møre.
- Blend suppen med en stavblender. Smag til med limesaft og salt.
Græskarkerner
- Varm en pande op på komfuret.
- Rist græskarkernerne på en tør pande uden fedtstof i 1 minuts tid.
- Tilsæt lime og rist kort.
- Krydr med salt.
- Hæld græskarkernerne over på et stykke bagepapir og lad dem køle af.
Servering
Servér suppen drysset med græskarkerner. Spis groft brød til.
TIP: Vil du have en mere fyldig og mættende suppe, kan du tilsætte 1 dl røde linser. Kog dem helt møre i suppen.