Bagt laks med lun rodfrugtsalat
Laksebøffer er lækre og helt uden ben. Her serveres de med en varm salat med blandede rodfrugter. Du kan sagtens bruge persillerod i stedet for pastinak eller skifte rødbede ud med selleri. Brug de rodfrugter, du bedst kan lide. Skindet på fisken skal du ikke spise.
Ingredienser
Rodfrugtsalat
500 g kartofler
300 g pastinakker
300 g rødbeder
300 g gulerødder
3-4 spsk olivenolie
1 stor kvist frisk rosmarin
salt og peber
1 håndfuld persille
100 g fetaost
½ citron
Laksebøffer
4 laksebøffer
saft og skal af ½ citron
salt og peber
Rodfrugtsalat
- Tænd ovnen på 200 grader.
- Skyl og skrub kartofler og rodfrugter grundigt og skær dem i både, der er lige store.
- Læg kartofler og rodfrugter i et ovnfast fad på bagepapir.
- Vend dem med 2-3 spsk olivenolie, rosmarin, salt og peber.
- Sæt fadet i den varme ovn og bag rodfrugterne gyldne og møre. Der tager ca. 40 minutter. Imens kan du gøre laksen klar (se under laksebøffer til højre).
- Skyl og hak persillen.
- Skær fetaosten i mindre stykker.
- Tag fadet ud af ovnen og tag kartofler og rodfrugter op med en grydeske. Læg dem i en stor skål og bland forsigtigt med persille og fetaost.
- Vend 1-2 spsk olivenolie og 2 spsk citronsaft i salaten.
Laksebøffer
- Riv skallen af en halv citron på et fint rivejern. Drys det på laksekødet.
- Krydr med salt og peber og dryp med lidt olie.
- Læg laksebøfferne med skindsiden opad i et ovnfast fad på bagepapir.
- Sæt fadet i ovnen til rodfrugterne, når der er 10 minutter tilbage af deres bagetid. Bag laksebøfferne med resten af tiden.
Servering
Fjern forsigtigt lakseskindet. Servér laksebøfferne med en skive citron til at dryppe på fisken og den lune rodfrugtsalat til.